mandag den 30. januar 2012

Det bedste brød bages i en gryde!

... og har længe været omtalt i blogland, men af frygt for at nogen er gået glip af det kommer opskriften her.
Man skal starte i god tid før man skal bruge det, da det skal hæve 14 timer i alt
Det er super simpelt og kan varieres uendeligt efter smag:


Ingredienser:

625 gram mel (brug gerne en blanding af hvedemel og groft mel)
5 dl vand
2 tsk salt (gerne havsalt)
Gær på størrelse med en ært

Sådan gør du:

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt og mel og rør det sammen indtil det er blandet godt.
That's it! Der skal ikke æltes, men bare et rent klæde over skålen og så skal dejen hæve 12 timer, gerne længere.

Når dejen er hævet færdigt, vendes den ud på et meldrysset bord. Fold dejen sammen 3-4 gange og læg den nu tilbage i skålen, hvor den skal hæve ydeligere 2 timer.

Tænd ovnen på 250 grader os sæt din gryde ind. Jeg har en blå støbejernsgryde fra IKEA der er super til formålet, en römertopf kan også anvendes hvis ikke man har en gryde der kan gå i ovnen. Vær opmærksom på at gryden ikke er for lille, da dejen stadig hæver en del under bagning.

Når ovnen og gryden er varm, vendes dejen over i gryden og der lægges låg på.
Brødet bages i 30 min med låg og derefter 15 min. uden låg.

Nu skal der bare ventes tålmodigt mens brødet køler af og så skal der nydes...







 

lørdag den 28. januar 2012

Kanelstang

Så har i mig tilbage... ak ja, denne gang må det holde ved! Jeg vil så gerne poste en masse indlæg, men ej hvor er det blevet til for lidt. Blev absolut flov da jeg loggede ind og kunne se jeg snart har sprunget to mdr. over. Skam mig!

Håber opskriften på en lækker kanelstang kan være et plaster på såret, den er såååå lækker! Mums:



Opskriften er til 3 lækre stænger

Ingredienser: 

Dej:

35 g gær
1 3/4 dl lunkent vand
35 g sukker
1 tsk salt
1 tsk. kardemomme
1 æg
35 g smeltet smør
ca. 400 g mel

Remonce:

200 g smør
200 g sukker
35 g kanel

Creme (jeg snyder altså):

1 brev vanilje kagecreme (bagefast)
5 dl mælk

1 æg til pensling og nødder til pynt

Sådan gør du:

Gæren opløses i det lunkne vand. Salt, sukker, kardemomme og æg tilsættes. Tilsæt mel og smør. Ælt dejen godt og sæt den til at hæve et lunt sted i 30 min.

Imens dejen hæver, blandes alle ingredienser til remoncen sammen (jeg bruger hænderne, det er det nemmeste) og kagecremen røres sammen som beskrevet på pakken og stilles på køl.

Del dejen i 3 lige store stykker. Rul hvert stykke ud i længen tilsvarende bagepladen og ca. 12 cm bred.
Smør først med remoncen og dernæst fordeles cremen ovenpå. Rul dejen sammen på langs og læg den på pladen med samlingen nedad.

Klip nu ned i rullen, næsten helt igennem med ca 1,5 cm mellem hver.


Vælt skiftevis skiverne til hver sin side


Kør fingrene ned langs siden på stængerne for at samle dem lidt igen.

Nu skal stængerne hæve igen, 45 min. et lunt sted.

Pensel stængerne med æg og giv dem et drys nødder hvis du har.
Bages ved 210 grader i 15-17 min.

TIP: Frys stængerne ned inden de hviler den sidste gang. Tages op aftenen før de skal bages og tør i køleskabet. Giv dem 45 min. ved stuetemp. før de bages.

Varier evt. med at putte chokolade og marcipan i.