fredag den 28. december 2012

Jaaaa.... Sarah Lund done!

Så blev jeg endelig færdig med min Sarah Lund trøje, åhhh den har været længe under vejs!



Faktisk er det flere år siden jeg købte garnet og opskriften. Jeg kom godt i gang, men gik i stå.
Jeg fik taget mig sammen og d. 23 december fik jeg hæftet de sidste ender - en julegave fra mig til mig :-)

Jeg er godt tilfreds med mit arbejde, men garnet er jeg lidt muggen over. Der er forkert spænding i garnet og det trækker derfor desværre skævt. Øv... :-/
Men det er nok mest mig der lægger mærke til det og jeg har stort set boet i den, siden den blev færdig.


Her et billede taget hjemme hos mine forældre d. 24.

Overvejer at lave endnu en, denne gang i marineblå med hvidt mønster og med en ekstra gang mønster så jeg får noget mere længde på. Selvom jeg har lagt lidt til på denne, er den stadig lidt kort til min smag.

Heldigvis er det en af goderne ved at lave sin egen beklædning - man kan få det lige som man vil :-)

MEN - en ekstra Sarah Lund må vente, for jeg har andre projekter i tankerne, jeg har nemlig meldt mig med på holdet hos Farmorfabrikkens strikkeklub.
Garnet er bestilt til den fine baby cardigan og jeg er spændt på projektet

fredag den 21. december 2012

"Svejse" uldgarn sammen... et lille tip!

Her kommer et lille trick, som jeg har haft stor glæde af i mit "Sarah Lund" projekt. Efter jeg trevlede min trøje op, sad jeg jo tilbage med en masse brune små rester og det er ikke en drøm når trøjen jo skal gøres større. Man kunne fristes til at købe en ny nøgle garn, men her er en bedre ide:

 
Her var min bunke rester


Nu tager du en nål og splitter enden op, det gør ikke noget at der ryger noget uld af, det er kun positivt. Gør det samme med enden på garnet du vil sætte det sammen med



Nu skulle enderne gerne se sådan ud  


Læg enderne oven på hinanden, fugt dine hænder og rul garnet mellem dine hænder som hvis de skulle varmes en kold vinterdag ;-)


Bliv ved indtil overgangen er usynlig og rul garnet sammen.


Vupti, så har du en fin ny nøgle. Jeg har også brugt denne metode i min trøje for at undgå samlinger i det hvide garn undervejs.
 
 


tirsdag den 18. december 2012

Vindere af Give Away

Jeg beklager at jeg er lidt sent på den, men hvor har man bare meget om ørene i juletiden, så håber ikke i har ventet alt for utålmodigt :-)


Der var 41 lodder i puljen i alt, alle blev skrevet op:


Derefter klippet ud og blandet sammen, hvorefter min kæreste i blinde trak to heldige vindere som blev:


Da ingen af jer har taget stilling til farve, blander jeg kuverterne og skriver adresse på efterfølgende, så bliver det jo spændende hvem der får hvad.
Send mig jeres adresser på lindamoeller1@hotmail.com og så skynder jeg mig at få dem af sted, så de trods alt kan nå at pynte lidt i julen.

Tak til jer der havde lyst til at deltage

fredag den 14. december 2012

Årets julebag og konfekt

Nu skriver jeg flot  "årets" som om det er den helt store begivenhed hvert år. Det er det nu ikke og jeg har aldrig lavet så meget som i år. Som regel er jeg stoppet efter brunkager og vaniljekranse. Måske det er Morgan der sætter gang i mors julestemning? Det tror jeg.

Af konfekt har jeg fået lavet fire forskellige slags, det er ikke noget banebrydende, men de smager godt ;-)

 
Fra øverst venstre er det havregrynskugler rullet i hasselnødder.
 
Moccabomber bestående af mocca ganashe pakket ind i marcipan, overtrukket med lys chokolade og pyntet af med en moccabønne.
 
Nederst fra venstre er det lakris konfekt (hø hø), bestående af grammofoner skåret i mindre stykker, pakket i marcipan og dyppet i hvid chokolade (jeg slår mig selv i hovedet for ikke at have købt lakridspulver til at drysse over til sidst)
 
Til sidst er der nougat kugler bestående af en hasselnød pakket ind i nougat, dernæst marcipan og til sidst dyppet i mørk chokolade og drysset med lidt hakket nødder.
 

 
Småkagerne er fra venstre Citron/Anis småkager, brunkager, Ostedamens julekager (det kræver lidt forklaring, der er ikke ost i) vaniljekranse og til sidst kanelkranse.
 
 
Opskriften på ostedamens julekager skal jeg nok lægge op en af dagene, det er simpelthen det lækreste julesmåkage!
Men en dej med mel af hasselnødder, nougat fyld og glasur med rom der laver den flotteste frostede krakelering. Mmm....
 
 
Pst!! Husk min Give Away :-)
 

tirsdag den 11. december 2012

Drengede stjerner...

Har siddet og klippe/klistret lidt stjerner. Egentlig var det ment som julepynt til Morgans værelse, men syntes nu de er tilpas "ikke julede" til at de nok bliver hængende når julen har sluppet taget.


Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan enes med det lidt spraglede udtryk de har... men så igen, det er masser af farver og kontraster, helt perfekt til en lille mand på snart 7 mdr. Set med de øjne er jeg ret vildt med dem.
Papiret er en blanding fra Tiger og Søstrene Grene, skulle du selv have lyst til at lave stjerner, er der en vejledning lige her hos Mie.
Jeg har lavet mine stjerner ud af papir på 4x8 cm. De bliver jo 16 cm fra spids til spids, men syntes de skulle have en vis størrelse for at mønstret på papiret kommer til sin ret.


mandag den 10. december 2012

Citron og anis småkager - opskrift

Disse småkager er ikke nødvendigvis stemplet til jul, men syntes bestemt anis smagen hører julen til.

Citron og anis småkager (ca. 50 stk)


250 g. hvedemel
75 g. sukker
2 tsk. bagepulver
Revet skal af 1 citron (økologisk)
125 g. blødt smør
1 spsk. anisfrø
1 æg
2 spsk. citronsaft

Glasur:
2 spsk Citronsaft
1 dl. flormelis

Knus anisfrøene med en morter eller mal dem i kaffemøllen (husk at den kun skal være til krydderier)
Bland mel, sukker, bagepulver, citronskal og anis i en skål.
Skær smørret i mindre stykker og smuldrer det i melblandingen.
Tilsæt æg og citronsaft.
Saml dejen uden at ælte for meget.
Pak dejen ind i film og læg den i køleskabet mindst et par timer.
Rul dejen ud til ca. 1 cm tykkelse.
Skær aflange småkager.
Bages ved 180 grader i 10 min til de er let gyldne.

Når de er kølet af pyntes de af med glasur og når denne er tør puttes de i kagedåse (hvis der er flere tilbage)
Småkagerne er bedst dagen derpå, da anis smagen lige skal have tid til at komme til sin ret.

God fornøjelse :-)

Juletræet med sin pynt...

Så kom årets træ i hus.
 Lørdag var vi af sted med Morgans bedsteforældre som også var på træjagt. De var advaret på forhånd - min kæreste og jeg tager juletræet meget alvorligt og det skal være helt perfekt. Det er meget normalt at vi er den første time om at finde 4-5 træer og så vader vi rundt mellem dem og forsøger at bestemme os. Ja ja... sådan er vi jo forskellige ;-)
Men i år gik det overraskende hurtigt, tror det var det 5 træ vi så på, bum der var det!

Søndag blev det pyntet og nu står det og spreder julehygge i stuen:

 
 
Vi var glade for vi fik hentet det lørdag, for sikke et vejr det blev søndag. Helt perfekt til julehygge hjemme. Jeg fik lavet dej til vaniljekranse og citron/anis småkager - brunkager har jeg bagt.

Alt den lækre sne talte til min mere barnlige side og en snemand blev til:


Senere lægger jeg opskriften på de skønne Biscotti Regina småkager ud...

Pst... husk min Give Away

fredag den 7. december 2012

Fredags hygge

Manden min er til julefrokost, så jeg er alene hjemme med Morgan, det er vi jo også til hverdag, men det er ikke tit vi har en aften alene. Han ligger nu sødt og sover (kryds fingre for han bliver ved med det, for pyha han vågnede mange gange i nat) og jeg vil nyde stilheden.

Når nu jeg nu skal være alene hjemme, så skal der altså snolder og pepsi til. Jeg har et mål om at give "Sarah Lund" et ordenligt spark med strikkepindene, det skulle jo gerne være sådan jeg kommer i den denne vinter ;-)
Mon ikke jeg kan finde en julefilm frem fra gemmerne?


Det er bare for hyggeligt som der er sne, lige tilpas. Nok til det bliver liggende og så lidt at det ikke er til gene.
Dog skal det siges, at jeg er ude flere gange om dage for at fjerne is på hestenes drikkekar... og Morgan skal da med:

 
Elsker elsker elsker hans basson sovepose med ulddyne i. Det er dejligt, trygt at kunne lægge ham ud i kulden, når man ved man altid finder en dejlig varm baby i soveposen :-)
 
God fredag til jer og husk nu min give away :-)
 
 


mandag den 3. december 2012

Give Away Julestjerner

Ihh jeg har glædet mig til dette indlæg. Længe har jeg ville lave en give away, men har simpelthen ikke kunne finde ud af hvad det skulle være.

Nu er den her, langt om længe - min første give away.

 
 

Jeg har haft gang i hæklenålen og lavet to fine guirlander af stjerner - en i sølv og en i guld. Der er 7 stjerner på hver guirlande, Stjernerne kan evt. klippes af og hænges på juletræet eller bindes på en julegave - der er mange muligheder :-)

Give awayen løber til søndag d. 16/12 hvor jeg vil trække to vindere.

Reglerne er som de plejer, du får:

1 lod for kommentar
3 lodder for kommentar + fast læser
5 lodder for kommentar + fast læser + link fra egen blog. Brug gerne det øverste billede.

Skriv hvor mange lodder du deltager med og om du ønsker sølv eller guld hvis du vinder.
Husk at skriv en e-mail adresse hvis ikke du har en blogger konto så jeg kan få fat på dig hvis du vinder.

Håber i er klar på at lege med :-)

søndag den 2. december 2012

1. søndag i advent

Der er blevet julet i huset i dag.
Jeg har fået taget hul på dette års julebageri. Brunkager og mocca småkager var igennem ovnen i dag, mmm... sikke en duft det spreder!


Dåsen er købt i Søstrene Grene, syntes den er så bedårende med de gammeldags julemotiver!
De små sølvstjerner er nogen jeg har hæklet og i morgen spiller de hovedrollen i min første give away :-)

De sidste par år har jeg ikke gjort så meget ud af juledekorationer, har faktisk ikke haft nogen... så at jeg allerede nu har en krans på døren og i dag fik lavet en dekoration er mig lidt overraskende


Enkel og fin som jeg kan lige den. Jeg har altid brugt masser af gran, så det er lidt nyt for mig med alt den mos. Elsker "skovbunds" udtrykket det giver.

Morgan var sørme så heldig, at bedstemor havde købt en adventsgave til ham. Det er da også dejligt at give gaver til sådan en glad dreng



... indeni var der nogle rigtig søde jule dækkeservietter. Hmm... måske hun har bemærket hvor velsmurt vores træbord er i Morgans ende ;-)

I aften står menuen på risengrød med smørklat og kanelsukker, det kan ikke være anderledes

Håber i juler derude!

lørdag den 1. december 2012

Så kom julen nærmere

Så tog vi hul på julemåneden - eeeeelsker jul!
Jeg er startet stille ud. Trip Trap nisserne er kommen frem, dejen til brunkagerne ligger i køleskabet og sørme om ikke jeg fik bundet en krans til døren.
Det er min første og er godt tilfreds (kan dog se jeg skal have rettet lidt på moset øverst til venstre, så det først nu)



Inderst har jeg bundet en krans af halm, derefter er den betrukket med mos fra egen have (vi har så rigeligt at vi kunne sælge af det). Et par grene fra vores benved, lidt kogler fra et træ og vupti! En krans lavet udelukkende af naturens materialer - tilsat lidt ståltråd, bånd og pipfugle.

Den er måske bare vinteragtig og ikke så julet. Men det er okay, så kan den få lov at hænge godt ind i det nye år... syntes det er så hyggeligt!

Morgans pakkekalender er også kommet op...


... for selvom man kun er knap 7 mdr, så skal man da ikke snydes for de ekstra gode traditioner vel?
Selve kalenderen er min fra jeg var lille, motivet er malet på et hør lærred. Syntes det er et rigtig dejligt billede. Drømmen er jo at jeg får broderet kalendere til mine børn, meeen fornemmer det aldrig bliver til noget. Mangler tid tid tid...

Håber i juler :-)

onsdag den 28. november 2012

P-tærter opskrift

Mmm... P-tærter! Jeg har altid elsket dem og har tit ærgret mig over at det faktisk er en lidt dyr spise i forhold til hvor små de er og hvor hurtigt de er væk.
Men - så er det jo heldigt man kan lave noget lignende selv.



De har ikke det seje bid som en købt P-tærte, og det er jo en smagssag om man sætter pris på det eller ej. Jeg kan rigtig godt lide det, alternativt kan man jo bruge fransk nougat i stedet for skumfiduser... mmm...

Nå, men i dag fik jeg lavet mig en lille portion og til dem der endnu ikke har forsøgt sig med at lave nogen selv, så er det utrolig simpelt og opskriften kommer her:

P-tærter ca. 20 stk.

200 g. chokolade
100 g. peanuts
75 g skumfiduser

Smelt chokoladen over vandbad.
Klip imens skumfiduserne over i små stykker.
Når chokoladen er smeltet vendes peanuts og skumfiduser deri.
Brug to skeer til at sætte de små tærter på en bageplade med bagepapir (eller hvad du finder praktisk)
Sættes køligt et par timer og vupti - så er der P-tærter

Note til ingredienser: De originale P-tærter er lavet med lys chokolade, jeg kan faktisk bedst lide dem med mørk, men det er jo en smagssag. Jeg bruger den billige smeltechokolade. Opskriften siger normalt at der skal bruges usaltede peanuts, men jeg kan rigtig godt lige det salte til det søde, så jeg bruger altså alm. saltede peanuts.

God fornøjelse :-)



tirsdag den 27. november 2012

Lidt tid ved symaskinen...

... tog jeg mig i går. Det er ikke der jeg tilbringer mest tid, syntes lige for tiden det er nemmere bare at sidde med et par strikkepinde eller hæklenålen. Det kræver ikke helt det samme at starte et projekt op med garn som når jeg skal til at hive stof og mønster frem, klippe osv. Det er også noget jeg kan sidde og nørkle lidt med på gulvet samtidig med at jeg underholder Morgan :-)
 
Nå, men to lure fra Morgan og lidt tid til afslutning efter sengetid skulle der til og så havde putfisen en ny body:
 


 
Jeg er ovenud tilfreds med resultatet. Det er ikke meget tøj jeg har syet og det jeg har, er altid endt med at blive smidt ud, da jeg bare ikke har været tilfreds med resultatet. Syntes den er super fin på Morgan


Jeg havde ikke noget mønster, brugte i stedet denne gode vejledning fra Fru Flittig.
Så kan alle da næsten sy en body, jeg har i hvert fald mod på mange flere

søndag den 25. november 2012

Ihh jeg var heldig!

Sørme om ikke jeg vandt Babyduttens Småfolk Give Away og sikke en lækker præmie!
Den sejeste body med røde racerbiler:


... præien bestod også af et net og en vaskeklud fra Småfolk:


Jeg kan rigtig godt lide de farverige prints som er karakteristiske for Småfolk, det er til at blive glad i låget af og Morgan burde i virkeligheden eje meget mere derfra... det kan der heldigvis gøres noget ved.

Det har ikke været nemt at tage billeder i dag, det er gennemført efterår. Som det rusker lige nu, bliver jeg mindet om indledningen på The Julekalender - "Det var en mørk og stormfuld aften..."
Det er jo snart december! Puha, alt det jeg gerne ville nå og som jeg på forhånd ved slet ikke er realistisk... men det er jo ikke noget nyt, sådan er hver december måned for mig.

Julia har lagt en opskrift på rigtig julede peberlager op i dag, dem skal jeg altså prøve - gerne inden alt for længe

tirsdag den 20. november 2012

Surdejs succes!

Endelig lykkedes det! Juhuuuuuuu...
Mit eventyr med surdej begynder her. Jeg troede det skulle starte med Claus Meyers opskrift på surdej, men den virkede ikke til trods for bobler og sur lugt og til sidst døde den. Det var faktisk nok til at jeg opgav surdejen... men det kunne da bare heller ikke passe?
Jeg faldt over en opskrift hos MajDuMilde og valgte at give den en chance - og godt jeg gjorde det, for prøv lige at se hvor smukt den arbejder:


Det er blevet en del af min faste aftenrutine, at surdejen lige skal have en lille omrøring og noget at spise. Rigtig hyggeligt projekt faktisk og jeg imponeres over de ressourcer naturen har...

Jeg har bagt mit første rugbrød udelukkende på surdej og ingen gær, og voila:


Det blev bare super lækkert! Det var en lille smule klæg og om det fandt jeg et godt tip - brug stegetermometer når du bager rugbrød. Når termometeret måler en kernetemperatur på 98 grader er brødet færdigt. Smart, specielt når man lige skal lære en ny opskrift at kende.
Opskriften var også fra MajDuMilde, jeg droppede dog gulerødderne grundet sene aftentimer og dovenskab, men det blev lækkert alligevel.
Jeg har i lang tid bagt et brød fra Claus Meyer som er med fordej, og det er faktisk noget mere syrligt end dette bagt på surdej. Jeg er ikke vild med at man som sådan kan smage fordej eller surdejen, men det er vel en smagssag.

Nu glæder jeg mig bare til at prøve min surdej af på et godt hvedebrød. Mmmmm...

lørdag den 17. november 2012

DIY - hæklet kort

Jeg har slet ingen anelse om hvem der kom på ideen - men genial er den!

Jeg manglede et kort til en lille dreng, og da jeg ligger inde med det fineste papir fra Søstrene Grene var det bare at gå i gang.

Klip først to lige store firkanter af pap eller tykt papir - det er lettest at hækle i.
Klip en rude ud af den ene. Lim firkanterne sammen bagside mod bagside.



Hvis du har en hultang er det den du skal have fat i nu. Har du ingen eller har du som jeg glemt hvor den ligger, så er der andre metoder. Tegn en let blyant streg 1 cm inde fra kanten og sæt prikker hvor der skal være huller. Hvor mange du vil have og i hvilken afstand er kunstnerisk frihed.
Brug først en god stoppenål til at lave huller og udvid dem med en lille hæklenål.

Så skal der hækles...


Jeg har brugt almindelig bomuldsgarn og en nål størrelse 3. Der hækles fastmasker hele vejen rundt. Jeg har hæklet 2 masker i hvert hul og 5 i hjørnerne. Klip evt. hjørne runde, det giver en flot finish.
Bind en knude på enderne bag på kortet og hæft dem.

Inden du får set dig om, har du et flot hjemmelavet kort og muligheden for variation er uendelig.


Fold evt. en kuvert af det samme papir.

onsdag den 14. november 2012

Sarah Lund - the redo...

Åhh ja, jeg hoppede også med på dillen i efteråret 2010. Jeg ville også have et eksemplar af den så populære sweater. Jeg kom også godt i gang, men så stod det pludselig stille... jeg var ikke tilfreds med mønstret, da jeg fik strammet garnet for meget når jeg skulle skifte farve, jeg syntes den blev for kort og da jeg her til aften fandt den frem kunne jeg konstatere at den sørme også var blevet for lille i omkreds. Bum bum...


Jeg var nu ellers kommet ret langt, lige startet på ærme to og så manglede jeg jo "bare" lige bærestykket.... men sådan skulle det ikke være. Hvis det skal være, så skal det være ordenligt!


Nu ligger den fine trøje i små bundter og venter på at blive strikket på ny.
Blev inspireret af dette indlæg til at tage kampen op endnu en gang. Den bliver gjort længere denne gang og så overvejer jeg at kopiere raglan samlingen.

Fortsættelse følger...

mandag den 12. november 2012

Endnu en vest blev færdig

Et lille turboprojekt for mig, knap en uge tog det mig at strikke denne vest til Morgan. Det skal lige siges at det blev på pind 4, det hjælper jo lidt. Garnet har jeg haft liggende længe og det er det lækreste håndfarvede uld.
Det var mit mål at den skulle være klar til Mortens aften frokost hos mine forældre så jeg sad oppe til kl 2 om natten og strikkede løs - host host - og færdig blev den!

Denne gang har jeg taget udgangspunkt i en model der er at finde i Lene Holme Samsøes bog Sødt og Blødt. Jeg skulle sjusse mig lidt frem, da mit garn var noget tykkere og jeg har endnu ikke helt gennemskuet det med at sammenligne strikkeprøver, det er ikke nemt at være selvlært. Er ganske tilfreds. Kan være jeg på et tidspunkt laver ribben i ærmerne om, da jeg hurtigt tror de bliver for stramme, men lige nu sidder den helt perfekt.

 
 


fredag den 9. november 2012

Jeg er fanget i mørket...

... lige som mange andre kvinder!



Jeg er jo en stor krimifan, men nu måtte jeg altså selv se hvad det var med de bøger der.
Min lokale Bog&Ide havde alle 3 bøger til 80 kr stykket, så jeg var optimist og købte dem alle med det samme - og godt jeg gjorde det!
Den første bog slugte jeg råt og er godt på vej igennem den anden.
Det er en fængslende kærligheds triologi, som jeg virkelig har haft svært ved at slippe. Den mystiske Mr. Grey og den uskyldige Miss Steele i en perfekt balance af mystik, kærlighed, begær, hemmeligheder, trusler, håb, sorg og snart alle tænkelige følelser.

Ind til videre kan jeg bedst lide bind to, jeg syntes måske lidt de erotiske scener fylder lige rigeligt i første bind... men kan heller ikke helt vurdere om historien ville have været den samme uden?
I andet bind bliver der lukket lidt op for mystikken bag Mr. Grey, som man virkelg hungrer efter i første bog.

Det var forfatterens store drøm at skrive historier som læseren ville forelske sig i, og det må siges at være lykkedes.

Det er ikke svært for mig at tilsidesætte de huslige pligter ved Morgans lure, til fordel for lidt tid med de to... historien er alt for spændende til at lade ligge.

Rygterne går jo om en fremtidig filmatisering af bøgerne. Puha den mandlige hovedrolle får noget at leve op til ;-)

fredag den 2. november 2012

Lidt tid med pindende bliver det til...

Senest fik jeg denne djævlehue til Morgan afsluttet. Der er mange bud på den kendte hue, men da jeg tidligere har haft succes med opskrifter herfra, vendte jeg tilbage :-)


Jeg har fulgt opskriften, dog tilføjede jeg en kant af hæklede fastmasker for at give lidt finish. kanten gør også at den lægger sig bedre ind til hovedet synes jeg. Snorene er ligeså hæklede frem for strikkede. De består af to rækker kædemasker.

Det er en ret nem opskrift at gå til også for en begynder. Der er god vejledning til samsyning af huen her. Kender man ikke altid en lille der kunne bruge en hue?

fredag den 26. oktober 2012

Romkugle trøfler - opskrift


Efter weekendens kage havde jeg noget kage til overs, som blev skåret fra da de blev lagt sammen.
Jeg tænkte straks på hjemmelavede trøfler!
Jeg eeeeelsker trøfler også dem fra bageren, men har faktisk aldrig lavet nogen selv, så nu skulle det være.
Kiggede lidt opskrifter på nettet til inspiration, men lavede selv en blanding som jeg syntes er lækker.



Romkugle trøfler - ca 45 små kugler.

500 g kagerester (jeg brugte denne gang drømmekage og chokoladekage, men du kan også købe en roulade og mazarintærte fra Dancake hvis ikke du ligger inde med nogle rester og har en ustyrlig trang til trøfler)
1 dl. fløde
200 g. chokolade
1 spsk. rom essens (eller rigtig rom hvis du har)
2 spsk. hindbærmarmelade
2 spsk. peanutbutter

- Blend eller smulder kageresterne.
- Varm fløden op til kogepunktet, sluk for varmen og smelt chokoladen deri.
- Hæld den varme chokolade over kageresterne og tilsæt resten af ingredienserne.
- Rør godt sammen eller kør massen i blenderen.
- Stil massen på køl indtil det når en konsistens du kan arbejde med (ca. 1 time)
- Rul til kugler i passende størrelse og rul dem derefter i det drys du måtte foretrækkke.

Smag på massen undervejs og tilpas opskriften til dine egen smagsløg

Opbevar kuglerne i en kagedåse i køleskabet



tirsdag den 23. oktober 2012

Larmende stilhed

Der har været stille på bloggen den sidste tid. Jeg har absolut intet kreativt foretaget mig og den ene dag har taget den anden. Stilheden var larmende, da jeg har haft flere indput i hovedet jeg gerne ville have vist jer, men aldrig fik gjort og de har derfor rumsteret rundt og plaget mig. Jeg har nogle opskrifter jeg vil dele med jer, de skal nok komme på.

Morgans barnedåb er nok den der har fyldt mest og i søndags oprandt dagen.
Har simpelthen været så nervøs og kunne ikke rigtig overskue dagen. Morgan har fra start været ret følsom i forhold til stimulering. Pludselig kunne han bare ikke rumme mere, og tanken om en tur i kirken og så derefter på restaurant har simpelthen plaget mig dag og nat. Var bange for at stå der med en dybt ulykkelig lille dreng der bare havde brug for at komme hjem....

...men ved i hvad?

Han var bare en stjerne! Kirken tog han helt cool, præsten fik endda et lille smil ved døbefonden. Han var en smule urolig under gudstjenesten, men kunne klare den ved at lade ham bladre lidt i hans nye bibel og så fik han da også en tår at drikke.
Til festen sov han da vi spiste så vi kunne få ro til det og han sov endda ganske meget.
Når han var oppe var han nysgerrig og kiggede interesseret rundt og delte gladeligt smil ud.
Ingen pyldren og sure miner, bare en glad smilende dreng hele dagen!

Er pave stolt af min lille dreng!!

En kage fik jeg også lavet til Morgans store dag, min mor måtte træde til lørdag, da jeg fuldstændig havde undervurderet projektet. Det er første gang jeg laver en kage i flere lag og det tager altså sin tid - men fin syntes jeg den blev




Den lille blå kage på toppen er et hjerte, hvilket ikke helt er til at se på billederne.
Det mørke farve på kagen er en mørk chokolade brun - syntes den ser sort ud på billederne.

Den nederste kage er 30 cm i diameter, består af chokoladekage bunde, med fyld af chokolade ganache og peanutbutter creme men hakkede peanuts.

Den øverste kage er 22 cm i diameter og består af drømmekage bunde, med fyld af ananas mousse med små anananas stykker og en kokoscreme.

Det blå hjerte er drømmekage bagt i en skål og derefter skåret til et hjerte.

Virkelig en vellykket kage som jeg er mega stolt over!

mandag den 8. oktober 2012

Endnu en vest - endelig!

Jeg gav mig selv et ordentlig los og fik samlet pindene op, nu skulle den vest altså strikkes færdig... og sådan blev det:

 
 
 
Jeg har endnu engang brugt denne opskrift, jeg har dog ændret lidt på den. Halsudskæringen er større, vesten er lidt bredere over skulderen og så er der kun lavet to knapper.
Også denne gang har jeg strikket den i en lækker blød BabyAlpaca uld, virkelig lækker og fin til de små bebser! Vi bruger den brune rigtig meget, så det glæder mig at kunne lægge endnu en i skuffen.
 
Vil helt klart anbefale projektet til andre, der som jeg, ikke har den store erfaring med at strikke. Den er virkelig nem at gå til, specielt med de fine billeder der beskriver processen rigtig godt.
Jeg elsker denne vest, da den svøber sig lækkert om kroppen grundet rib effekten og så er den god lang så den lille mave ikke bliver kold. At vesten giver sig så meget betyder samtidig at baby kan bruge den længere tid uden at vokse fra den.
 
 


søndag den 7. oktober 2012

M&Ms med peanutbutter

Oh my love, now we meet again! Soon you'll be gone, and I'll miss you... again...

Jeg har ikke fået disse små lækkerier siden jeg boede i USA tilbage i 2006, åhh hvor jeg elsker den salte bløde peanutbutter, den bløde chokolade og det knasende lag sukker! Det er den helt perfekte lille søde sag til mig - og hvorfor har vi dem ikke i Danmark spørger jeg?

Om jeg begriber det....

Min søde bror har lige været i USA og var så sød at tage et halvt kilo med hjem til mig... de skal NYDES... langsomt...