tirsdag den 31. maj 2011

Med nål og tråd...

... vil jeg forsøge at trylle et billede frem som på sigt skal på en pude


Hvad det skal blive til? Det må tiden vise jer... det er for mig et lidt stort projekt, så gad vide om jeg nogensinde bliver færdig, kors (hø hø) hvor tager det lang tid :-)

lørdag den 28. maj 2011

Foo Fighters - Rope



Perfekt til min lørdag! Man kan ikke blive andet end glad - og finde en energi man ikke troede man havde... enjoy

onsdag den 25. maj 2011

Overspring og fint besøg

Jeg sidder egentlig ved computeren i et forsøg på at skrive den opgave der skal afleveres på fredag. Med chokoladekage og lakridste var jeg godt begyndt, men jeg kommer ikke rigtig videre...


Grunden må skyldes, at min hjernekapacitet er optaget andet steds...
Jeg var i mandags til jobsamtale og jeg er ved at GÅ TIL over ikke at have fået svar endnu. Jeg ved jeg ikke får det, det ville være for "nemt", men hvor er det bare drømmejobbet for mig lige nu. Åhhh.... ring nu til mig så jeg kan få det ud af hovedet og komme videre. Det er ulideligt at vente mens man bliver målt, vejet og sammenlignet med andre dygtige kandidater.
Samtalen kører på repeat i mit hoved og jeg kommer hele tiden på nye ting jeg burde have sagt, så de da kunne se jeg var den perfekte for dem... og jeg kommer i tanke om ting som jeg måske godt kunne tænke mig at trække tilbage, måske de misforstod?
Jeg er en tænker, jeg kan fortolke i det uendelige og hvor er det bare noget der sluger min opmærksomhed. Jeg krydser alt hvad jeg har, men jeg forventer et afslag...

Alt imens jeg putter kul på mine overspringshandlinger, så kan i da lige møde Silver


En smuk dejlig hankat som i perioder bor her på gården. Jeg har tyv stjålet ham med kærlighed (tys tys) og fri adgang til det gode kattemad. Han er noget af det mest krævende væsen jeg længe har mødt. Han nærmest skriger til os når vi kommer ud og vælter rundt på ryggen, for nu skal der nusses, kan man andet? Ikke alene er han død-hamrende-møg-charmerende


... men han er også 1. klasses jæger. Vores katte spiser lidt af det hele, mus, brumbasser (fy), frøer og diverse sommerfugle og insekter - ham her? Han fanger rotter!


Han er super stolt når han kommer om hjørnet med dagens fangst og jeg kan da heller ikke være andet
Vi nyder hans besøg og har fuld forståelse for at han til tider må rejse bort og finde damer at dele sommeren med

Bjørn Wiinblad

.. fra min søde svigermor:


Tænk engang - han var smidt på genbrugspladsen! Hvem kunne dog finde på at smide sommeren ud? Man skulle skamme sig skulle man...

mandag den 23. maj 2011

Morgen-snegl

Sikke en smuk morgen at stå op til! Jeg har sommerfugle i maven... tør ikke skrive mere. I don't wanna jinks it. Men jeg vender tilbage....

I mellemtiden kan i få lov at møde ham her:

Han sneglede sig vejen over gårdspladsen på vej hen til hækken. Jeg elsker snegle, det er et charmerende dyr på den slimede og nuttede måde, se dens fine hus, og den næsten gennemsigtige krop. Det er et facinerende lille praktisk væsen.

Dugdråberne gjorde haven glinsende og smuk.



Godmorgen til jer alle, nu vil jeg ud og ride i det helt fantastiske vejr.

søndag den 22. maj 2011

Træstammer på en regnvejrsdag

Jeg har haft fint besøg i dag, af forældre og svigerforældre med praktiske gøremål. Det skal der bagværk til at honorere og hvad er bedre end hjemmelavede træstammer? Ikke noget jeg har prøvet før og har kun fundet opskriver på hvordan bageren ville gribe det an, så jeg måtte finde på noget selv.
Det lykkedes at fremtrylle noget der kunne gå an som en substitut for de famøse kager


Indholdet er chokoladekage smuldret med chokolade frosting og tilsat smag.
Dem med hvid marzipan er med kaffe og peanutbutter og de lyserøde med hindbærmarmelade.
Det er absolut ikke de smukkeste stammer i skoven, men det er jo også det indre der tæller, right?

Selskabet godkendte dem - jeg selv kommer ikke til at spise en træstamme det næste lange stykke tid. Jeg spiste to og det var alt rigeligt... nu skal jeg dog passe på hvad jeg siger, for der ligger 3 inde i køleskabet og venter på at blive fortærret....

torsdag den 19. maj 2011

Bolde af eget design...

Nej, boldene er ikke mit design, de er flittigt brugt i blogland - hvilket er ganske forståeligt.
Stoffet derimod, det er mit helt eget design.
Jeg fik det produceret til noget rideudstyr, jeg i sin tid fik lavet i østen til salg i min virksomhed.
Virksomheden er lukket og jeg er brændt inde med en fejlproduktion af underlag. Jeg har tænkt længe over hvad jeg kunne bruge dem til, her er en produkt deraf. Lækre bløde bolde til små bløde fingre.


Jeg sælger gerne af dem og til en overkommelig pris af 40 kr stk. Jeg har i tankerne at lave nogen med små nuldre stropper af matchende bånd.
Kunne det have interesse? De er ca. 10 cm i diameter.


onsdag den 18. maj 2011

Jeg var Lost...

... men nu har jeg svar.
Siden jeg fik den 1. sæson af Lost på DVD af min bror, har jeg ikke kunnet slippe serien. Jeg så den aldrig i TV, men ventede på sæsonerne udkom og slubrede grådigt afsnittende i mig.

Det er ved at være længe siden den sidste sæson udkom og jeg har set den for længst. Men brikkerne faldt ikke på plads for mig... det var ikke som det skulle være, eller var det? Jeg blev pigesur på den der: "så kan det også bare være ligemeget" måde.
Jeg tog tanken op igen for nyligt angående det sidste afsnit, nu ville jeg have svar!
Og det fik jeg her: Idiot's Guide to Lost
Det kan ikke udtrykkes mere klart og jeg er ikke længere forvirret. Jeg elsker hvordan den endte og får lyst til at se den heeeelt forfra igen.


Jeg kan ikke være den eneste Lost fan i Blogland, right?

tirsdag den 17. maj 2011

En regnvejrsdag

Sommeren har trukket sig tilbage for en stund og regnen kommer gavmildt. Jeg har ventet på den, mine græsmarker var tørstige - og så er det altså hyggeligt med regn.
Jeg har bagt boller i dag, den samme opskrift som jeg har brugt utallige gange før. Den slår aldrig fejl og man kan jo variere i det uendelige. Denne gang blev det med hakkede hasselnødder og mandler. Selvfølgelig med en god gang fuldkorns hvedemel og alm hvedemel.


Jeg overvejede en kort stund om ikke de skulle forkæles med hakket chokolade... men det blev ved tanken.
De smager som de plejer - fantastisk!



søndag den 15. maj 2011

Sviger fra fyn

Min første hjemmebagte brunsviger - og den var lækker kan jeg fortælle! Perfekt balance mellem kage og remonce. Mums! Kagen stammer fra det fynske og jeg er taknemmelig over dens eksistens. Intet mindre end en klassiker.


Opskriften er fra Claus Meyers lækre bog Meyers Bageri, en bagebog som jeg er svært glad ved




lørdag den 14. maj 2011

Små blomster blå

Det var min svigermor der vagte min interesse for blå blomst. Hendes mor havde samlet en del, som min svigermor har suppleret op gennem tiden. Solgt lidt og gemt lidt. Det sidste har jeg fået.


Dekorationen har været kendt siden Den Kongelige Porcelainsfabriks start i 1775. Den er i dag Royal Copenhagens næstældste stelmønster. Hver buket er malet i hånden og sammensat med kunstnerisk frihed af tulipaner, roser, nelliker, aurikler, snerler og valmuer. Det er super charmerende og helt unikt! Jeg elsker det og det smukkeste bord kan man dække.

I går fik jeg suppleret min samling så jeg nu også har kagetallerkner og kaffekopper med tilhørende underkop


Et kagefad fik jeg også, jeg glæder mig allerede til at servere lækkert chokolade eller friskbagte småkager fra de blå blomster


onsdag den 11. maj 2011

Endnu et par bukser...

Jeg får slet ikke syet alt det jeg gerne ville! Vejret trækker mig ud og jeg venter stadig på en god regnvejrsdag til at sidde i kælderen og lege med min pfaff.
Men et par bukser mere er det blevet til

tirsdag den 10. maj 2011

Rabarber i lange baner...

I dag havde jeg tid og overskud, så nu skulle mine rabarber høstes!
Planerne var mange, men jeg begrænsede mig til marmelade og muffins...



De er fra Claus Meyers Almanak - og de er lækre!!! Mmmm.... kokos og rabarber er en fortræffelig blanding, tilsat lidt sukker og fedt. Det skal der til :-)

Så stod den på marmelade:



Æbler, citron (skræl og saft) koges. Nelliker, frisk ingefær og en god gavmild mængde sukker tilsættes sammen med rababeren. Wupti - den lækreste marmelade jeg endnu har kendt til... (posen i gryden er æbleskræl, kernehuse og citronkerner der koger med)



Marmeladen skriger efter friskbagte boller! Men det må blive i morgen, min tid i køkkenet for i dag er brugt op, jeg har nogle hængepartier der venter...

torsdag den 5. maj 2011

Hunde-syg...


Kære Balou har været dårlig i dag. Han vækkede mig kl 6 i morges ved at kæmpe med at holde sin mad indenbords. Det lykkedes ikke og sådan har det stået på i 12 timer. Lidt vand har han drukket, men også det kom op igen. Dyrlægen har selvfølgelig været inde over og vi ser tiden an. Jeg har taget hundens 1. sygedag i dag og har hygget om ham i stor stil. Han fik lov at putte med i sengen, blev pakket ind i tæpper i hans yndlings stol. Han er blevet nusset og rost til skyerne og jeg håber det har hjulpet. Sídste gang han havde et uheld var kl 18 og jeg har lige kunnet lokke to meget meget små stykker kylling i ham. Jeg håber på det var det. Sikke en omgang. Nu vil jeg forkæle ham med et afsnit NCIS i sofaen, det ved jeg han elsker lige så meget som jeg...

tirsdag den 3. maj 2011

Bøger til kreative hænder...

Jeg forkælede mig selv forleden aften og i dag kom posten forbi. To fine bøger blev det til, begge rost til skyerne og begge har været ønsket længe.
Den første er denne fine sag:
Jeg har lige bladret den igennem og allerede nu kører mit hoved på højtryk! Jeg har tusinder af ideer der skal ud i livet og jeg kan næsten ikke vente. Nostaltiske og stemingsfylde billeder præger bogen og den har en helt speciel charme med skråskrift. Den tager os tilbage i tiden, på den strendy og retro-lækre måde. I love it!

Den anden bog var denne:


Jeg deltog i Marts i et pilefletkursus hos Ursula Søholm og jeg blev fuldstændig betaget af det. Det er fantastisk at arbejde og skabe ud fra hvad naturen har skænket os. Det er smukt og det er ægte.
For ikke at glemme teknikkerne inden mine pile igen er klar til høst har jeg investeret i en god grundbog til emnet.
Jeg glæder mig til jeg igen får pil mellem hænderne.

mandag den 2. maj 2011

Sprutte...



Sprutte her blev syet til min venindes dejlige dreng Daniel. Det er ved at være et stykke tid siden, men han er nu så fin og knægten er svært glad ved ham. Jeg har lagt et billede med link ind, så i også kan lave en sprutte hvis i skulle få lyst

søndag den 1. maj 2011

Bukser str. barn

Brugte noget af dagen i går på at rense mine nye Pfaff Coverlock og i går aftens skulle den stå sin prøve.
Jeg har ALDRIG syet på en overlocker og mindre end aldrig trådet en! Jeg fandt opgaven noget uoverskuelig, specielt grundet de enormt dårlige billeder i manualen.
Jeg tråede den og krydsede mine små tykke finge. Nahh... det var ikke rigtigt. Tjekkede det hele igennem igen, en tråd skulle igennem et andet hul og sørme så om ikke bare det fungerede??
Jeg fik svært ved at få armene ned. Mit første projekt på min nye maskine skulle være et par slumrebusker størrelse barn. Her er resusltatet:


Syntes de blev super fine! Og min maskine gør det bare pænt:



Farver snyder lidt grundet den gavmilde sol og mine manglende evner inden for billedredigering.
Sådan ser stoffet ud ved alm. lys.



Men hvad skulle sådan et par bukser koste ved salg?

De er lavet af det blødeste bomuldsjersey og alm. rib. De er en str 74/80